INDLEDNING

Squash er en ketchersport, som har ligheder med badminton og tennis. Men i modsætning til disse spil er modstanderen ikke placeret på den anden side af nettet. Spillerne bevæger sig side om side med hinanden.

Der spilles bedst af 3 eller 5 sæt til 11 point i hver sæt. Man får point hver gang man vinder. Man skal have mindst 2 point mere end modstanderen for at vinde (fx 11-9). Når der skiftes server, vælger den nye server, hvilken side han ønsker at serve fra.

BANEN

Banen består af et gulv og fire vægge. Netop banens udformning gør sporten så motionsgivende, idet gulvet og de fire vægge er i konstant brug.
Væggene skal være helt glatte og hvide. Banemarkeringerne skal være røde og 5 cm brede. Banen afgrænses foroven af “ud”-linien, som løber rundt på alle fire vægge.
Nederst på frontvæggen er et panel, som er 48 cm højt. Under spillet må bolden ikke ramme panelet, “UD”-linien eller derover.
Serveliniens øverste kant er 1,83 m over gulvet. Markeringerne på gulvet er servefeltet og modtager feltet.

SPILLET BEGYNDER

Spillet begynder ved, at en af spillerne server. Serveren bestemmer selv hvilken side han / hun vil starte fra. Når serveren vinder et point, skal han / hun skifte til den anden side. For at serve korrekt, skal serveren have:

  • Mindst en fod indenfor serveboksen
  • Spille bolden over servelinien, direkte på frontvæggen
  • Serve, så bolden ved første spring lander i modstanderens felt

Rører bolden ved en linie, er bolden ugyldig og serven tabt.

Serven kan laves med underhåndsserv som i badminton, eller overhåndsserv som i tennis.

SERVEN

Serveren slår bolden direkte på frontvæggen, over servelinien og under “UD”-linien, så bolden vil lande i modstanderens modtagerfelt.
Bolden må ramme sidevæggen og bagvæggen, efter den har ramt frontvæggen.

SPILLETS GANG

Spillerene kan enten tage bolden efter den springer (max 1 gang) eller før den rammer gulvet (volleyslag). Bolden skal holdes under “UD”-linien, der danner banens øverste ramme, og over frontpanelet. Alle bolde skal ramme frontvæggen i en boldveksel. Bolden må godt ramme sidevæggen først (boastslag), undtagen ved serven.

SCORING

Hvis modtageren ikke returnerer bolden ordentlig, får serveren 1 point.
Bolden er ikke god hvis:

  • Bolden rammer gulvet mere end 1 gang.
  • Bolden rammer frontpanelet.
  • Bolden rammer øverste linie eller udenfor.
  • Bolden ikke rammer frontvæggen.
  • Bolden rammes mere end en gang, dvs. skovles.

BEVÆGELSE PÅ BANEN

Noget af det vigtigste i squash, hvis du vil spille godt, er at du kan bevæge dig på banen. Linierne der afgrænser servefelterne, danner et T. Dette T er det vigtigste punkt på banen. Den der behersker T’et, behersker spillet. Du skal altid vende tilbage til T’et, efter at have slået til bolden.
Du skal dog vide, at selvom det gælder om at beherske T’et, er det ikke lovligt at “parkere” på T’et, og derved forhindre modstanderen i at komme frem til bolden.
Grunden til, at T’et er den ideelle udgangsposition er, at du herfra med 2 til 3 skridt kan nå alle punkter på banen, og herfra er det let at vende tilbage til punktet efter fuldført slag. Hvis du står på T’et kan du nemt gå ud og bryde modspillerens slag, inden bolden når helt ned til baghjørnet.
Prøv at slå sådan til bolden med dine returneringer, så bolden ender i et af de 4 hjørner. Modstanderen bliver derved tvunget væk fra T’et, således at du selv kan beherske spillet fra dette punkt.

VIS HENSYN

Squashspillere bevæger sig tæt på hinanden. Derfor er det vigtigt, at spillerne håndterer ketcheren rigtigt.
Man må ikke slå med strakt arm, og man må ikke lave et stort horisontalt sving. Efter at du selv har slået til bolden, skal du så hurtigt som muligt give din modstander frit udsyn til bolden. Du skal også give din modstander plads nok til at slå til bolden med et rimeligt bagsving og gennemsving. Din modstander skal have mulighed for at slå bolden direkte til hele frontvæggen.